Dorte Salskov-Iversen ser i denne artikel på den nye lov om akkreditering i et internationalt perspektiv. Akkrediteringsloven blev vedtaget i Folketinget i foråret 2007. Den gælder for vi-deregående uddannelser under Videnskabsministeriet, Undervisningsministeriet og Kultur-ministeriet. Dorte Salskov-Iversen skriver om lovens betydning på universitetsområdet.

Af Dorte Salskov-Iversen, vicepræsident for CBS, leder af institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse og dansk Bologna-ekspert. Danmarks universiteter har nu fået udmeldt de kriterier, som skal lægges til grund for akkrediteringer af bachelor-, master- og kandidatuddannelser. Dermed er universiteterne kommet et væsentligt skridt nærmere en afklaring af, på hvilke betingelser, de fremover kan udvikle og udbyde nye uddannelser, samt fortsætte allerede eksisterende uddannelser. Konkret betyder det, at universiteterne nu for alvor kan komme i arbejdstøjet med henblik på at forberede de tilstundende program-evalueringer.  Den centrale opgave bliver at få integreret kriterierne i den måde, den enkelte uddannelse arbejder på. Her bliver udfordringen at sikre, at dette nye styringsværktøj også bliver et udviklingsværktøj, der meningsfuldt kan udfordre og inspirere universiteterne i deres løbende arbejde, således at det både genererer kvalitet og innovation – snarere end alene at være et værktøj, der kontrollerer, at praksis indfrier allerede fastsatte mål og standarder. Institution frem for uddannelse Mange af de kriterier (se faktaboks), som Videnskabsministeren har lagt op til, skal udgøre akkredi-teringsgrundlaget, vil næppe i sig selv give anledning til kontroverser i universitetsverdenen.  Det er måske snarere den måde, hvorpå disse kriterier er knyttet til en akkreditering af enkelte uddannelser, og ikke den enkelte institution, der vil vise sig problematisk, uhensigtsmæssig eller redundant. Dertil kommer, at det fortsat er uvist, hvordan Akkrediteringsinstitutionen vil håndtere den problemstilling, der ligger i, at akkreditering ved en international akkrediteringsinstitution er et uomgængeligt krav for mange af de universiteter, der agerer på det internationale marked. Akkreditering er en velkendt teknik til at skabe løbende kvalitetssikring samt transparens i forhold til de produkter/serviceydelser (uddannelser), som udbydes. Akkreditering er også en teknik, der gør det muligt at dokumentere og kommunikere value for (taxpayers’) money samt kvalitet, således at kunderne/brugerne (de studerende) kan vælge uddannelse og uddannelsesinstitution på et oplyst og sammenligneligt grundlag.  Når akkreditering for alvor er kommet på den danske regerings dagsorden, er det som et led i Danmarks deltagelse i Bologna-processen, der igen er et svar på den hastige globalisering af markedet for videregående uddannelser. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at udmøntningen af en kvalitetssikring i form af et dansk akkrediteringssystem kun i begrænset omfang synes at tage højde for den måde, hvorpå akkreditering udmøntes på og fungerer internationalt. I udlandet er de fremvoksende nationale akkrediteringssystemer i al væsentlighed institutionsbaserede, ikke programbaserede.  Giver viden på institutionsniveau Der skal selvfølgelig ikke være nogen tvivl om, at et universitet skal kunne dokumentere dimitten-dernes arbejdsmarkedssituation og uddannelsernes relationer til praksis; at dets uddannelsesaktivite-ter er forskningsbaserede; at uddannelsernes organisering og tilrettelæggelse er hensigtsmæssig; samt at der er sammenhæng mellem uddannelsernes mål, indhold og dimittenders læringsudbytte. Det kræver markedet, og for de skattefinansierede uddannelsers vedkommende påhviler der universiteterne et ansvar i forhold til at kunne redegøre for, hvordan tildelte ressourcer forvaltes.  Introduktionen af akkrediteringstankegangen i Danmark vil for de fleste danske universiteter bl.a. betyde en anderledes professionel – og ofte tiltrængt – opmærksomhed omkring dokumentation, der igen forudsætter en løbende og nøje gennemtænkt produktion af nøgledata. En væsentlig og ikke uinteressant bi-effekt af dette dokumentationskrav er øget viden om ressourceforbrug samt øget mulighed for internt i institutionen at identificere good practice og synergi på tværs. Så langt så godt. En nærmere gennemgang af de foreløbigt foreslåede akkrediteringskriterier rejser dog det spørgsmål, om ikke disse bedst kan appliceres på institutionsniveau. F.eks. vil det enkelte universitets forskningshøjde allerede fra 2008 blive genstand for en særskilt årlig evaluering, der igen vil få konsekvenser for det enkelte universitets basisbevilling til forskning. En lang række forhold omkring uddannelsernes organisering og tilrettelæggelse kan vurderes og styres, ikke ved at se på den enkelte uddannelse, men ved at se på det enkelte universitets beredskab og praksis, når det gælder kvalitetssikring, læringsstrategi, stakeholder-dialog og udvikling.  Løftestang for internationalisering? Endelig skal det, som nævnt ovenfor, understreges, at den danske akkrediterings-politik frembyder en særlig udfordring for universiteter, som udbyder uddannelse internationalt, og som uanset hvad den danske stat kræver, skal have en internationalt anerkendt (ofte privat, markedsdreven) akkreditering. Disse universiteter kan frygte, at den danske model ikke bliver den løftestang for internationalisering, som var formålet, men snarere et fordyrende og således konkurrenceforvridende led. Denne problemstilling er, son mævnt i et tidligere e-magasin, meget klar på business school feltet. Copenhagen Business School er f.eks. afhængig af at være akkrediteret i branchens førende internationale akkrediteringsinstitutioner, både i forhold til at tiltrække internationale studerende; i forhold til at rekruttere internationale forskere; og i forhold til at blive betragtet som en seriøs og attraktiv partner i strategiske internationale uddannelses- og forskningssamarbejder.  Som det første danske universitet blev CBS akkrediteret af EQUIS, første gang i 1999, og atter i 2005. Det betyder at CBSs forsknings- og uddannelseskvalitet er anerkendt af EFMD, European Foundation of Management Development. Forud for EQUIS akkrediteringen blev CBS to gange auditeret (1996 og 1998) af EUA, European Univesity Association. I øjeblikket arbejder CBS på akkreditering af AACSB, Association to Advance Collegiate Schools of Business, den anden verdensomspændende institution til akkreditering af business schools med base i USA, ligesom CBS er ved at forberede sig på en AMBA akkreditering (den britisk baserede Association of MBAs). At opnå, og fastholde, alle tre akkrediteringer anses som et meget stærkt udtryk for kvalitet og omtales – med ærefrygt – som Triple Crown, hvilket kun få business schools på verdensplan har opnået. Markedet driver Et andet og mere omdiskuteret men meget magtfuldt instrument til måling og kommunikation af kvalitet på business school feltet er de toneangivende internationale ranking-lister (Financial Times, The Economist, Business Week). Også her er business schools i front mht at være udsat for et ubønhørligt krav om at deltage i ’the ranking game’ – uanset hvad nationale kvalitetssikringssystemer måtte have udtalt om deres fortræffeligheder. Også her udfordres disse universiteter på evnen til at kunne dokumentere kvalitet og outcome på en lang række dimensioner. Kombinationen af nationale og internationale ’games’ kræver mere end almindelig god kondition. Pointen er altså, at den politisk drevne Bologna-process og dens krav til kvalitetssikring samt kvalitetsudvikling af de videregående uddannelser foregår samtidigt med – og i vidt omfang er en reaktion på – markedsdrevne processer, der på tværs af nationale grænser forfølger samme mål. Forhåbentligt vil Akkrediteringsinstitutionen i sit forestående arbejde vie denne vigtige dimension stor opmærksomhed, således at de danske universiteter kan skabe synergi og sammenhæng mellem såvel nationale som internationale indsatser.   Fakta om akkrediteringLoven om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser er vedtaget i Folketinget den 22. marts 2007. Loven skal udmøntes i en bekendtgørelse, der bl.a. vil fastsætte kriterierne for kvalitet og relevans, og de nærmere regler for sagsgangen ved akkreditering og godkendelse. I forbindelse med behandlingen af lovforslaget i Folketinget har Videnskabsministeren fremlagt følgende forslag til akkrediteringskriterierne:  1. behov for uddannelsen 2. arbejdsmarkedssituation 3. forskningsbaseret uddannelse 4. baseret på et aktivt forskningsmiljø 5. kvalitet og styrken af det bagvedliggende forskningsmiljø 6. uddannelsesstruktur 7. undervisningens tilrettelæggelse 8. infrastrukturen skal være tilpasset uddannelsen 9. studie- og erhvervsvejledning 10. løbende intern kvalitetssikring af uddannelsen 11. uddannelsens faglige profil 12. sammenhæng mellem mål for uddannelsens læringsudbytte og uddannelsens indhold 13. sammenhæng mellem mål for uddannelsens læringsudbytte, uddannelsens indhold og evalueringsformer 14. de studerendes læringsresultater Læs mere om lovens behandling i Folketinget på : http://www.folketinget.dk/?/samling/20061/MENU/00000002.htm