Comenius drejer sig om at fremme internationalisering og samarbejde i skolerne i de 31 lande som deltager i programmet.
Under Comenius-programmet kan lærere og undervisere søge om tilskud til at komme på efteruddannelse i udlandet.
Derudover har skolerne mulighed for at få en sprogassistent på skolen, som kan assistere sprogundervisningen og medvirke i den øvrige undervisning.
Desuden kan grundskoler og ungdomssuddannelser søge om tilskud til at starte eller udarbejde projekter med partnere i andre lande. Der findes tre former for skolepartnerskabsprojekter: skoleprojekter, sprogprojekter og skoleudviklingsprojekter.
Endelig giver Comenius også mulighed for deltagelse i lærerudviklings- og netværksprojekter.
De fleste aktiviteter under Comenius har ansøgningsfrist én gang om året, nemlig 1. februar. Individuelle tilskud til efteruddannelse kan dog søges fire gange om året. For at komme i gang med et skolepartnerskabsprojekt kan man få tilskud til at deltage i et kontaktseminar eller til et forberende besøg hos partneren.
Comenius-programmet er opkaldt efter tjekken Ján Amos Comenius (1592-1665). Han var præst, forfatter og lærer og satte fred og mellemfolkelig forståelse i højsædet. Han mente at uddannelse var vejen til dette mål.
Du kan læse mere om Comenius projektet på EU´s hjemmeside: https://eacea.ec.europa.eu/sites/2007-2013/llp/comenius-programme_en